Kom og vær med, når Brintbranchen d. 15. september slår dørene op til årets brint- og PtX-konference Fra Hype til Handling i Industriens Hus i København
Hele verden har fået øjnene op for de store muligheder, som brint og PtX skaber. Muligheder både i forhold til den grønne omstilling og drastisk emissionsreduktioner, og i forhold til de erhvervs- og eksportmuligheder nye, brugbare teknologier fører med sig.
Danmark har en lang række styrkepositioner, der gør os til den oplagte leder på området: Massive VE-kapaciteter, en eksisterende brint- og PtX-industri, et forskningsmiljø i verdensklasse og et innovativt erhvervsliv, der er en afgørende medspiller i omstillingen.
Klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, har varslet en brint- og PtX-strategi, der skal falde på plads i efteråret. En lang række lande har allerede udarbejdet sådanne strategier, og det er afgørende, at den danske indsats sættes i system, så udviklingen sker i strategisk samspil med både erhvervslivet og det samlede energisystem.
Konferencen “Fra Hype til Handling” handler netop om, hvordan indsatsen systematiseres, og hvilke hensyn der skal tages i den kommende strategi for at Danmark én gang for alle cementerer sin status som grøn ledernation.