Blue World Technologies, medlem i Brintbranchen, styrker sin markedsposition ved at opkøbe Danish Power Systems. Det skriver Blue World Technologies i en pressemeddelelse i dag.
Blue World Technologies, udvikler og producent af metanolbrændselsceller og baseret i Aalborg, køber Danish Power Systems. Danish Power Systems er et 25-årigt HT-PEM materialeforskningsfirma med base i Kvistgaard.
Den 29. december 2020 blev kombinationen af de virksomhederne godkendt på virksomhedernes respektive generalforsamlinger, hvorved Danish Power Systems nu erhverves af og derefter fusioneres i Blue World Technologies for at styrke Blue World Technologies markedsposition. Tilbage i august 2019 havde Blue World Technologies allerede købt 15% af aktierne i Danish Power Systems, og fusionen er det logiske næste trin.
Direktør i Brintbranchen, Tejs Laustsen Jensen, udtaler i forbindelse med fusionen: “Opkøbet illustrerer meget fint, hvordan markedet for brændselsceller konsoliderer sig. Med opkøbet bliver Blue World Technologies industrielle styrke, og dermed hele det danske brændselscellemarked, markant forøget.”
Transaktionen afventer godkendelse fra de danske myndigheder.