Blue World Technologies, som producerer metanol-brændselsceller, har i en investeringsrunde sikret 275 millioner kroner fra den Bill Gates-stiftede investeringsfond, Breakthrough Energy Ventures. Det skriver Blue World Technologies i en pressemeddelelse i dag.
Breakthrough Energy Ventures træder ind som investor i Blue World Technologies sammen med Vækstfonden, DEUTZ AG og eksisterende investorer, der investerede tilbage i december 2021, for at gennemføre virksomhedens serie B-investeringsrunde på 275 millioner DKK.
Den nye kapital vil blive brugt til at skalere brændselscelleproduktionen samt investere i udviklingen af metanoldrevne brændselscelleapplikationer til den maritime sektor. I slutningen af 2021 insourcede virksomheden hele produktionen af kernekomponenterne til brændselscellerne og er i øjeblikket i præ-serieproduktion. Senere i år starter Blue World Technologies serieproduktion og med yderligere skalering forventer virksomheden at nå en produktionskapacitet på 500 MW inden for et par år.
”Vi er beærede over at kunne byde en verdensførende venturefond inden for innovation og grønne teknologier indenfor i investorkredsen. Det ligger i både deres og vores DNA at sætte ambitiøse mål for at gøre en forskel i verden, og vi ser frem til at forfølge disse mål sammen,” siger medstifter og administrerende direktør, Anders Korsgaard, fra Blue World Technologies.