Med en festlig indvielse af den 8.500 m2 store Blue Aalborg Factory blev serieproduktionen af Blue World Technologies’ metanol-brændselsceller sat i gang i går. Brændselscellefabrikken, der i første omgang har en årlig produktionskapacitet på 250.000 individuelle brændselsceller, ligger i et industriområde ved Port of Aalborg. Produktionskapaciteten svarer til en samlet effekt på 15 megawatt, hvilket forventes at blive udvidet til 50 megawatt i løbet af de næste par år. Med tiden kan produktionskapaciteten udvides til 500 MW på den eksisterende grund. Det skriver Blue World Technologies i en pressemeddelelse.
Blue World Technologies’ metanol-brændselsceller vil primært blive brugt inden for den maritime sektor og til stationær produktion af elektricitet, og er et klimavenligt alternativ til konventionelle fossilbaserede forbrændingsmotorer. Brændselscellesystemernes høje elektriske effektivitet vil muliggøre effektiv brug af e-brændstoffer, såsom metanol, der gennem Power-to-X kan fremstilles som et vedvarende brændstof, hvilket sikrer netto-nul CO2-udledning, oplyser Blue World Technologies.
Læs mere: Serieproduktion af metanolbrændselsceller går i gang i Aalborg
Topbillede: Anders Korsgaard, adm. direktør i Blue World Technologies (foto: Blue World Technologies)