Brintbranchen, Biogasbranchen og Drivkraft Danmark opfordrer i et fællesdebatindlæg til teknologineutral tilgang til den grønne omstilling.
Brancheorganisationer i fælles opråb: Grøn omstilling kræver teknologineutrale rammer
De tre direktører for Brintbranchen, Biogasbranchen og Drivkraft Danmark – henholdsvis Tejs Laustsen Jensen, Frank Rosager og Jakob Stahl Otte – har dannet fælles front i en opfordring til Christiansborg om at vægte emissionsniveauer og teknologineutralitet i de politiske rammer for den grønne omstilling.
Opfordringen i Altinget handler i høj grad om at droppe det ensidige fokus på ren el og batterier, der dominerer debatten om omstillingen af især vejtransporten. Der er ingen tvivl om, at hvis vi skal lykkes med omstillingen af transportsektoren, skal alle teknologier i spil. Batterier kan løse en vis del af opgaven, men langt fra alle. Derfor er det nødvendigt, at der fra politisk hold ikke favoriseres mellem teknologierne. I stedet bør udgangspunktet være teknologineutralt, så der er lige adgang til markedet og lige vilkår for konkurrencen mellem de grønne løsninger – kun på den måde kan vi sikre, at udviklingen følger virkelighedens efterspørgsel:
“Vi foreslår konkret en teknologineutral løsning, ved at der i lovgivningen stilles krav til, hvor stort et CO2-aftryk energi til transport må have. Med ambitiøse CO2-fortrængningskrav vil efterspørgslen efter grønne produkter stige markant, og markedet vil sikre, at omstillingen sker så omkostningseffektivt som muligt.
Med krav til energileverandørerne om, at CO2-fortrængningen fra de brændstoffer, de sælger, gradvist, men markant, skal øges – også mere end EU’s minimumskrav og nå 100 procent inden 2050 – vil der blive sendt et klart signal om, at der skal satses massivt på bæredygtige alternativer med en reel CO2-effekt.”
Du kan læse det fælles debatindlæg her.