Brint og PtX skal gøre Hanstholm Havn til Europas første CO2-neutrale havn
På havnen i Hanstholm har de store ambitioner: De vil være Europas første CO2-neutrale havn, og vejen dertil går via brint og Power-to-X (PtX). Hanstholm Havn har underskrevet en hensigtserklæring med energiudvikleren og medlem af Brintbranchen, European Energy, om opførelse af vedvarende energi og brint- og e-metanolproduktion.
Planen er at omdanne størstedelen af havnens 130.000 kvadratmeter store baglandsareal til udviklingen af et nye energi- og industrifællesskab under navnet “Hanstholm Energifællesskab A/S”. Der er gode muligheder for at skabe et grønt økosystem på og omkring havnen, hvor vedvarende energi, genanvendelse af restprodukter fra lokal industri og storskala energikonvertering kan skabe fundamentet for en helt ny form for grøn fiskerihavn. Fokus er naturligvis på Hanstholm Havn, men potentialerne rækker langt ud over både by- og landegrænser. Opskalering og industrialisering af PtX-produktion til brug i den maritime sektor er afgørende for den grønne omstilling, det gælder ikke mindst shipping-industrien, der står for en betragtelig del af de globale CO2-udledninger. Ambitionen er derfor at udvikle industrielle samarbejder og produktionsfaciliteter, som kan bane vejen for andre grønne havne.
Læs mere om hensigtserklæringen i pressemeddelelsen fra Hanstholm Havn her.