Brintaktører vil sætte Danmark i spidsen for nyt europæisk brintprogram
Danmark bør ikke alene gå med i en ny IPCEI-runde på brint, men aktivt sætte sig i spidsen for at forme fokus og rammen for arbejdet. Det siger Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, i et interview med EnergiWatch, som også har talt med elektrolysespecialisten og medlem af Brintbranchen, Topsoe, om hvorfor Danmark bør gå forrest i processen for en ny IPCEI.
Danmark har allerede en stærk industri med aktører i hvert led af brint- og Power-to-X-værdikæden, og derfor mener Tejs Laustsen Jensen, at en ny IPCEI på brint kan blive et afgørende instrument i udrulningen af de danskudviklede løsninger:
“Det har ikke traditionelt været et instrument, man har kigget til i dansk erhvervspolitik, men vi synes, at tiden er kommet til, at Danmark ikke bare går med i IPCEI men også går forrest og er med til at præge, hvad fokus og rammen bliver for de næste skridt i den her proces i Europa. Det er enormt vigtigt, at Danmark kaster sig aktivt ind i det her for at sikre, at de her teknologier ikke bare bliver used in Denmark, men også made in Denmark”.
Tejs Laustsen Jensen roser den politiske opbakning, der har været i Danmark til den første IPCEI-runde, hvor der blev afsat 850 mio. kr. til danske brintprojekter, og selvom den proces endnu ikke er afsluttet, mener han alligevel, at det er vigtigt at gå i gang med anden runde allerede nu. Det handler i høj grad om, at virkeligheden har overhalet udviklingen, og at behovet for grønne løsninger kun er blevet mere akut især i Europa som følge af den russiske invasion af Ukraine. Der er derfor behov for at øge indsatsen og sætte turbo på udviklingen, hvis vi vil sikre et europæisk og dansk ejerskab over den grønne brint- og PtX-industri, forklarer Tejs Laustsen Jensen:
“Vi kan ikke nøjes med at gøre en ting ad gangen. Der er brug for, at vi i næste runde retter fokus nogle andre steder hen, for vi har også et investeringsbehov i industrien, og vi skal hele tiden huske på, at vores konkurrenter ikke sidder stille.”