Regeringen har i dag annonceret, at den ønsker at femdoble mængden af havvind inden 2030.
I en kommentar siger Tejs Laustsen Jensen, Brintbranchens direktør:
”Det er en både positiv og vigtig melding, at regeringen vil udbygge med 4GW ekstra havvind inden 2030. Det er en afgørende forudsætning for, at Danmark kan nå klimamål såvel som realisere ambitionerne på brint- og Power-to-X-området. Vi har i Danmark endog meget stærke forudsætninger for at kunne gøre brint og PtX til et kombineret klima- og erhvervseventyr, men det kræver at vi – hurtigt – får tilført massive mængder ekstra VE-produktion både til havs og på land, og her er meldingen om en femdobling af den samlede mængde havvind inden 2030 helt central, og vigtigt at få en politisk afklaring på. For opgaven er stor og vi har travlt. Vi er i industrien klar til at tage vores del af ansvaret og gøre vores ypperste til at Danmark kan blive storproducent af grønne brændsler som brint, metanol m.m. til bl.a. skibe, fly og tung transport, men det forudsætter tilstrækkelige mængder grøn strøm og her er regeringens udspil et stort skridt frem. Og det er det helt rigtige fokus, når man netop vælger at tænke udbygningen sammen med brintproduktion, for dermed får vi ikke bare grønne brændstoffer, men også langt lettere ved at bringe energien fra de nye møller ind i energisystemet, uden at elnettet kommer til at udgøre en fordyrende flaskehals.”