I sin klumme hos Energy Supply roser Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, regeringen for at udspillet til PtX-strategien har fokus på en række udfordringer, som branchen allerede har påpeget som vigtige at håndtere. En ting er at få en ambitiøs politisk aftale på plads. Vigtigst er dog at få reglerne hurtigt implementeret.
Tejs Laustsen Jensen pointerer i forlængelse heraf følgende: “Ingen af de store muligheder og perspektiver bliver realiseret uden tilstrækkelig vedvarende energi. Der er brug for at vi sætter turbo på udbygningen, og selvom der heldigvis i forbindelse med finansloven er taget vigtige initiativer til mere havvind, så har vi brug for mere VE både på land, kystnært og til havs. Til visse PtX-brændsler, bl.a. flybrændstof, har vi også brug for fornuftige kulstofkilder, og her er behov for en balanceret og fornuftig prioritering, hvor vi ikke blot lagrer med CCS, men også udnytter især den biogene CO2 til grønne brændsler. Så der er stadig meget arbejde der skal gøres i 2022.”