Med det officielle statsbesøg og storstilede erhvervsfremstød i Tyskland i disse dage er det oplagt at rette fokus mod de store potentialer, der er for den danske brint- og Power-to-X-industri (PtX) på det tyske marked. Hvis vi i Danmark dedikerer mellem 3-3,5 GW elektrolysekapacitet til eksport, kan dansk brintproduktion dække op til 25 procent af det tyske brintimportbehov – men der er behov for et dansk-tysk partnerskab til at følge ambitionerne til dørs.
Som en af de første nationer i verden, fremlagde Tyskland i juni 2020 en ambitiøs brintstrategi, der tegner vejen mod en omstilling af især industrien fra sort til grøn brint men såvel som en implementering af brint og PtX i andre dele af det tyske energiforbrug. Da daværende minister for transport og digital infrastruktur, Andreas Scheuer, løftede sløret for de tyske brintambitioner tilbage i november 2019, var det med ordene: ”Brint, brændselsceller og strøm driver fremtiden” – i den rækkefølge. De ord blev i høj grad til et startskud for den danske brint- og PtX-industri, der i dag er blandt verdens stærkeste, og som er klar til at levere den grønne brint, som er nødvendig for at indfri de tyske ambitioner. Hvis vi dedikerer mellem 3-3,5GW elektrolysekapacitet til eksport, kan dansk brintproduktion faktisk dække op mod 25 procent af det tyske importbehov af brint, som i den tyske brintstrategi anslås at være mellem 90-110 TWh. Og det er vel og mærke udover at vi også dækker det nationale behov – hvor grøn, danskproduceret brint allerede inden 2030 kan være med til at indfri 70 procents målsætningen (læs mere om vejen dertil her).
Vores store nabo mod syd kan ikke selv producere de mængder grøn brint, som omstillingsstrategien kræver. De har ikke de nødvendige VE-kapaciteter, der skal til for at producere nok vedvarende brint ved elektrolyse. Derfor har Tyskland indgået samarbejdsaftaler om import af grøn brint med lande som Australien, Canada, Namibia og Saudi-Arabien. Det er enorme mængder brint, der skal til for at mætte det tyske marked, så import er nødvendigt, men ét land glimrer ved sit fravær på listen over samarbejdspartnere: Danmark.
Eksport er afgørende for dansk brintsucces
For Danmark har absolut en afgørende rolle at spille som leverandør af grøn brint til Tyskland. Om end den længeventede danske brint- og PtX-strategi endnu ikke er på plads, er der ingen tvivl om, at netop brint og PtX er afgørende elementer ikke alene i forhold til en indfrielse af den nationale 70%-målsætning i 2030, men i høj grad også for fremtidens grønne eksport. For klimaansvar og -handling går nu og i fremtiden hånd i hånd med erhvervs- og eksportindsatsen, og det gælder ikke mindst for brint og PtX. Og det er afgørende for den danske brint- og PtX-succes, at eksport tænkes ind i indsatsen fra starten. Vi har ikke et stort eksisterende forbrug af fossil brint i Danmark, som kan erstattes af grøn. Derfor har vi brug for at sikre aftaget af brinten i takt med, at produktionen opskaleres, og derfor er eksportsporet afgørende for udviklingen – og det tyske marked er den mest oplagte aftager. Det giver mening for både klima og dansk erhvervsliv.
Behov for dansk/tysk partnerskab på brint
Erhvervsfremstødet under statsbesøget i Tyskland bør således bruges som en oplagt mulighed for at lægge fundamentet for et stærkt dansk/tysk partnerskab på brint og PtX. Tyskland er vores vigtigste handelspartner, og vi har allerede stærke samarbejder på bl.a. energiområdet. Det samarbejde skal udvides, så den hastigt voksende brint- og PtX-industri i Danmark kan få sin del af den tyske kage. Det vil både facilitere den tyske omstilling, sikre en effektiv energiudnyttelse af de danske VE-kapaciteter og ikke mindst skabe nye, danske arbejdspladser og grøn vækst langt ud i fremtiden.