Selvom sommeren langt fra er slut, er ferien ved at være det for de fleste, og det samme er andet kvartal af 2018. Hos Brintbranchen har vi haft travlt – og til tider har det været lidt hektisk – både med afholdelse af arrangementer, politisk arbejde og udgivelse af kommunikationsmateriale.
Fokus på transport
I de forgangne måneder har vi især haft fokus på transport, hvor flere arrangementer og begivenheder har kredset om emnet.
Den 18. april løb vores Årsdag 2018 af stablen hos Serenergy i Aalborg. Omkring 90 deltagere mødte op til en dag med fokus på grøn transport, herunder lagring, produktion og anvendelse af grønne brændstoffer. Der var mange inspirerende oplæg og desuden et site visit på Serenergys produktion af metanoldrevne brændselscelleanlæg.
De sidste måneder har ligeledes budt på flere vellykkede tiltag under transportprojektet Hydrogen Mobility Europe (H2ME), hvor vi er med i den store partnerkreds, der tæller partnere fra mere end 9 europæiske lande. Brintbranchen udgav som led i projektet en rapport om danske brintbilisters oplevelser med at køre med brint. Rapporten er den første af sin slags og kan læses her.
Nel Hydrogen har bl.a. med støtte fra H2ME-2 bygget og leveret to tankstationer i Island og en tredje forventes i 2019. Dette er starten på en infrastruktur i Island, der skal gøre det eftertragtet at køre brintbil. I H2ME-regi var der også gang i den i København, hvor Brintbranchen i maj i samarbejde med Hyundai Danmark officielt kunne overdrage to brintbiler til Københavns Kommune. Bilerne skal fungere som borgmesterbiler for hhv. Socialborgmester Mia Nyegaard og Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard og får således den københavnske brintbilsflåde op på 21 biler.
Ligeledes i maj var Brintbranchen med til at organisere Toyota’s Mirai Roadtrip, da den ramte den danske hovedstad, hvor vi havde arrangeret en række dage med præsentationer, der gav indblik i det danske brintlandskab, og hvor relevante ordførere fra både Venstre og Socialdemokratiet fortalte om muligheden for at bruge brint til lagring af el. Toyota kørte i brintbil op gennem Tyskland og til Danmark med en lang række journalister i deres brintbil, Mirai. Læs mere her.
Folkemøde i solskin
I juni måned deltog Brintbranchen i Folkemødet på Bornholm med det mest ambitiøse program i organisationens historie. Det blev til fire arrangementer, der fokuserede på debatter om vigtige spørgsmål og diskussioner inden for energiområdet og den grønne omstilling.
Vi havde allieret os med klimaekspert og meteorolog Jesper Theilgaard, som interviewede en række brintbilister, både private brugere og brugere, der kører brintbil i forbindelse med deres arbejde. De var alle begejstrede for selve køreoplevelsen, og nød den gode samvittighed, der følger med at køre en bil, der ingen udstødning har, udover vanddamp. De kunne dog også rapportere om den sårbarhed, der følger med at være first mover. Alligevel var den enstemmige konklusion, at fordelene er størst, især den lydløse kørsel, grønne profil og rækkevidden.
Efterfølgende ledte Jesper Theilgaard en interessant debat mellem en række vigtige debattører om, hvor ansvaret for den grønne omstilling i transportsektoren ligger. De mange fremmødte kunne desuden kigge nærmere på en Toyota Mirai.
Derudover bød vi på en paneldebat i forbindelse med EU-projektet HyLAW under spørgsmålet ”Sætter bureaukrati en stopper for den grønne omstilling?” og havde også to gasfokuserede events i Energinets telt, hhv. GasTalk og GasDebat ifm. FutureGas-projektet.
Alt i alt var det et meget vellykket Folkemøde, og vi vil gerne sige tak til alle deltagere og fremmødte. Læs mere om arrangementerne her.
Energiforlig, klimaplan og brintpuljen
I de absolut sidste dage inden Folketinget for alvor gik på sommerferie, blev samtlige partier enige om et nyt energiforlig. En række af de aftalte initiativer skal først aftales i detaljer i det kommende år. Det gælder blandt andet 500 millioner kr. til grøn transport og en gasstrategi, hvor forligsteksten eksplicit nævner at strategien skal behandle metanisering.
Du kan læse brintbranchens pressemeddelelse om forliget her.
I begyndelsen af juli blev det offentliggjort hvordan de 10 millioner kroner fra puljen for fremme af brændselscellekøretøjer skal uddeles, og de tre projekter, der blev tildelt midler er Herning Kommune, Bedre Begravelse Aps og Everfuel Denmark A/S.
Først på efteråret forventes regeringen desuden at præsentere en klimaplan. Klimaplanen forventes at indeholder en lang række initiativer, særligt i forhold til transport og på landbrugsområdet.
Nyt fra sekretariatet
Hos Brintbranchens sekretariat har foråret og sommeren også budt på en masse nyt.
Vi har sagt farvel og tak for indsatsen til vores politiske konsulent Chris Holst Preuss, der er tiltrådt en ny stilling hos Landbrug og Fødevarer og ligeledes taget afsked med vores student Renée Andersen, der det sidste år har været ansat som barselsvikar. Samtidigt siger vi farvel og på gensyn til vores konsulent og projektleder Sofie Neergaard pr. 9 august, da hun går på barsel og er væk i et års tid frem.
Det betyder også, at vi til gengæld kan sige velkommen til en række både nye og kendte ansigter:
Nicolai Fiil er fra 30. juli ansat som konsulent med fokus på politisk interessevaretagelse og kommunikationsarbejde.
Eleonore Fenne, der var hos os som praktikant i foråret 2017, er tilbage på kontoret som student en række timer hver uge, hvor hun vil bistå med større kommunikationsopgaver.
Line Strauss Jørgensen, der ligeledes har været hos os som praktikant, er også fremover at finde på kontoret, hvor hun bl.a. vil have ansvaret for Den danske brint- og brændselscelledag.
Og sidst men ikke mindst er vores dygtige student, Emma Møller Husted, tilbage fra barsel.
Læs mere om kontoret og de ansatte her.
Efteråret hos brintbranchen
Efter et velfortjent pust i sommerferien er det delvist nye hold på sekretariatet kampklar til et spændende efterår, der også byder på en masse aktivitet. Værd at fremhæve er bl.a. HyLaw-minikonferencen den 25. september, hvor resultaterne vedrørende politiske og juridiske hindringer for udvikling og kommercialisering af brint vil blive præsenteret. Derudover arrangerer vi igen i år Den danske brint- og brændselscelledag i samarbejde med EUDP, Innovationsfonden og SDU. Den danske brint og brændselscelledag 2018 finder sted den 19. november på Syddansk Universitet i Odense.
Vi håber at se mange af jer!