I et foretræde for Folketingets Transportudvalg har Brintbranchen udtrykt bekymring for, at den europæiske forordning AFIR (Alternative Fuels Infrastructure Regulation) bliver en uambitiøs og udvandet forordning, hvis ikke vi opjusterer målsætninger vedrørende etablering af bl.a. brinttankinfrastruktur (artikel 6), når Rådet skal behandle forslaget i starten af juni. I foretrædet opfordrede Brintbranchen medlemmerne af Transportudvalget at arbejde for vedtagelsen af et stærkt AFIR.
AFIR står for Alternative Fuels Infrastructure Regulation og muliggør etableringen af grøn drivmiddelinfrastruktur på tværs af EU, bl.a. via etableringen af brintinfrastruktur, men også ladeinfrastruktur til batterielektrisk transport er dækket af AFIR. Brintbranchen mener, at vi skal have en veludbygget europæisk brintinfrastruktur, for vi skal væk fra fossile brændsler i den tunge transport og erstatte dem med emissionsfri transportmidler.
EU-Kommissionen har fremsat et stærkt AFIR- forslag, som nu trues med at blive udvandet i Rådet i et kompromis, der er uambitiøs i antallet af brinttankstationer, der skal opføres, samt tidshorisonten for det.
Brintbranchen mener, at det er vigtigt, at vi får et ambitiøst AFIR, hvor vi får etableret brinttankstationer hver 200. kilometer i 2025 langs det europæiske transportnetværk (TEN-T), og hver 100. kilometer i 2027. Vi kan ikke tøve med at få etableret en finmasket brinttankinfrastruktur, for indsatsen er høj: Hverken klimaet, dansk erhvervsliv, eller vores energiuafhængighed har råd til uambitiøse beslutninger på transportområdet.
Læs mere:
105 brintorganisationer og -virksomheder har i underskrevet et brev til de europæiske transportministre, hvor afsendere udtrykker bekymring for udvanding af AFIR. Brintbranchen og flere af dens medlemmer har underskrevet brevet, som er et initiativ fra Hydrogen Europe, den europæiske brancheorganisation for brint.

Spørgsmål eller kommentarer
Tejs Laustsen Jensen – direktør Brintbranchen
tlj@brintbranchen.dk
tlf. 26 23 94 43