Der er store nyheder fra det lille sydamerikanske land Fransk Guyana. Det er blevet besluttet at opføre verdens største kraftværk, der bygger på vedvarende energikilder, og bruger brint som lagringselement. Energien kommer hovedsageligt fra vind og sol, og vil blive konverteret til brint. Dette sikrer en mere stabil energiforsyning, end disse kilder i sig selv vil kunne skabe. Det er en generel udfordring at basere et forsyningssystem udelukkende på vedvarende energikilder – nogle dage blæser det ikke, og solen skinner i sagens natur ikke om natten. Derfor er det vigtigt at kunne konvertere den producerede energi til en anden form, som kan lagres og bruges på de tidspunkter, hvor kilderne ikke producerer strøm. Det gøres her ved hjælp af brint. Strømmen bruges til elektrolyse, som skaber brint ud af vand. Brinten kan således opbevares, og så via brændselsceller udvinde elektricitet, der kan bruges i forsyningen. Dette giver en stabil energiforsyning, uden forstyrrende udsving.
Der er et uhyre stort potentiale i integrerede energisystemer som dette. At konvertere eksempelvis vindmøllestrøm til brint giver store muligheder – ikke bare for at ‘gemme’ energien til vindstille dage, men også til at flytte denne energi fra én sektor til en anden. F.eks. kan brint konverteres til methanol, som kan bruges i transportsektoren, eller man kan bruge brinten direkte som brændstof. Ligeledes kan man bruge brinten til methanisering af biogas, som er en proces, hvor CO2’en i biogassen omdannes til yderligere gas. Ved at tænke konvertering ind i forsyningskæden, kan det lykkes at basere energiforsyning på vedvarende energikilder i stor skala.
Det er det franske HDF, der står bag projektet (CEOG), og kraftværket forventes at kunne være funktionsdygtig i 2020. Perspektivet er, at det vil kunne sikre forsyning til op mod 10.000 husstande i 20 år.
Du kan læse mere om projektet her, og du kan læse HDFs pressemeddelelse her.