Green Hydrogen Systems skal levere et elektrolyseanlæg til metanolproduktion i Greenlab Skive, hvorfra Eurowind Energy og franske Lhyfe vil stå for driften efterfølgende. Dette bliver Danmarks første PtX-anlæg i storskala.
I starten af maj måned fik Greenlab Skive status som en PtX-frizone og sættes dermed fri fra elforsyningsloven, så der ikke skal betales afgifter for at bruge strøm produceret på nabomatriklen.
Aftalen dækker over et 24 MW elektrolyseanlæg, og i første omgang installeres der et på 12 MW i slutningen af 2022. Planen er, at elektrolyseanlægget skal producere brint fra lokale solceller og vindmøller. Brinten vil derfra enten blive tilsat CO2 fra et lokalt biogasanlæg og omdannes til metanol eller blive anvendt direkte i den tunge transport eller industri gennem et mobilt højtrykslager. Et 12 MW elektrolyseanlæg er større end hvad man hidtil har set i Danmark, men projektets primære formål er at fremme teknologigen og presse prisen ned på de grønne brændstoffer. Det forklarer administrerende direktør i brintselskabet Green Hydrogen Systems, Sebastian Koks Andreassen:
“Vi tror fuldt og fast på, at Power-to-X vil blive en essentiel del af vores fremtidige energisystem. Dette kombinerede storskala-anlæg med grøn brint og grøn metanol er det første af sin slags i verden og er en stor mulighed for at vise teknologien frem. Dette projekt vil være en hjørnesten for os fremadrettet, når vi skal op i den fornødne skala, som gør det muligt at sænke prisen, LCOE, ned på et sammenligneligt niveau som fossile brændstoffer.”
Læs mere på Green Hydrogen Systems’ hjemmeside her.