Danmark risikerer at sakke bagud i det grønne kapløb på brint- og PtX-området, advarer Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, og opfordrer til investeringer, der vil bringe os på relativt niveau med bl.a. Tyskland.
Investering af recovery-midler i brint og PtX vil skabe arbejdspladser og nye vækstmarkeder
Danmark risikerer at falde bagud, når det gælder én af de hurtigst voksende grønne industrier i Europa, nemlig brint og Power-to-X (PtX). Sådan lyder advarslen nu fra Brintbranchen, der samler de danske aktører på området. Ifølge brancheforeningen risikerer Danmark, trods et meget stærkt udgangspunkt at tabe vækst og arbejdspladser til vores nabolande. ”Der er gjort meget for at styrke brint og PtX over det seneste år, men i forhold til udviklingen i landene omkring os, slår det ikke til. Alene i Tyskland og Frankrig investerer regeringerne tilsammen 120 milliarder kr. i brint, og har langsigtede mål og strategier på plads. Der er vi ikke endnu herhjemme, og det haster, hvis vi skal realisere potentialet for arbejdspladser og eksport”, siger direktør i Brintbranchen, Tejs Laustsen Jensen, der opfordrer regering og Folketing til at øge det danske investeringsniveau i PtX hurtigst muligt.
Brintdirektøren påpeger, at en række europæiske lande med Tyskland i spidsen over det seneste år har offentliggjort specifikke brintstrategier, og både før og under Corona-krisen fulgt dem op med massive investeringsprogrammer i milliardklassen. Det skaber store eksportmuligheder for danske virksomheder, men risikerer også at trække fremtidige arbejdspladser og investeringer til udlandet. ”Danmark har en stolt tradition på det her område og stærke virksomheder. Men hjemmemarkedet halter, og der er brug for en langsigtet plan og investering fra regering og folketing, for at skabe det investeringsklima, der både giver rammen for et massivt klimaryk, men også for de danske virksomheders vækst og for udenlandske brint- og PtX-investeringer i Danmark”, siger Tejs Laustsen Jensen.
Han opfordrer derfor til at en stor del af de recovery-midler som Danmark får fra EU, dedikeres til en milliardinvestering i brint og PtX.
”Vores analyser viser, at der potentielt kan blive skabt over 50.000 nye job i den her branche frem mod 2030, og det vil ydermere understøtte eksisterende danske styrkepositioner, ikke mindst på havvind. Men pt. kan vi se, at danske virksomheder børsnoteres i udlandet, og at vækstmulighederne er bedre uden for landets grænser. Det skal vi have lavet om, så Danmark for alvor kan høste frugterne af den grønne omstilling, og derfor opfordrer vi kraftigt til, at 5 af de godt 10 milliarder kroner, Danmark modtager fra EU i recovery-midler, investeres her. Det vil ikke løse hele opgaven frem mod 2030, men det vil bringe Danmark på niveau med de førende i Europa og sparke gang i en udvikling, der både vil fremskynde den grønne omstilling såvel som bidrage til arbejdspladser og eksport, slutter Tejs Laustsen Jensen.
For spørgsmål eller kommentarer kan Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, kontaktes på
tlf.: 26 23 94 43 eller via tlj@brintbranchen.dk