EU-Kommissionen har i dag godkendt, at 41 brintprojekter kan modtage statsstøtte via IPCEI-programmet. Blandt projekterne er Green Fuels for Denmark fra Ørsted og en række partnere samt et projekt med deltagelse af Aalborgbaserede Advent. De 41 projekter er første bølge af den store fælleseuropæiske satsning på brint, IPCEI, og har til formål at styrke den europæiske brintværdikæde.
Selvom vi er midt i juli, og mange efterhånden er gået på ferie, er vi ikke færdige med store brintnyheder for denne sæson. EU-Kommissionen har netop offentliggjort, at 41 europæiske brintprojekter er godkendt til støtte som Important Projects of Common European Interest, som skal være med til at kickstarte brintindustrien i EU og styrke hele værdikæden i branchen.
”Det er en milepæl i etableringen af den europæiske brintøkonomi, at EU-Kommissionen i dag annoncerer, at 41 brintprojekter på tværs af EU kan få tildelt støtte efter IPCEI-reglerne – og der er grund til endnu engang at rose de danske politikere for, at Danmark deltager i brint-IPCEI’en,” udtaler Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, og uddyber:
”Støtten kommer til at betyde, at de 41 europæiske projekter nu, til fordel for hele den europæiske union, kan gennemføre deres projekter i storskala, og at både producent- og aftagersiden vil vokse markant i takt med, at projekterne udføres. Vi kommer effektivt til at bryde hønen- og ægget-problematikken med denne fælleseuropæiske satsning, der er afgørende for både Europas konkurrencekraft globalt og i forhold til klima- såvel som energikrisen. Det er derfor på sin plads med en kæmpestor lykønskning til alle udvalgte projekter – og naturligvis særligt de danske virksomheder, med Ørsted og Advent i spidsen, der er med i de udvalgte projekter.”
EU-virksomheder løfter branchen i fællesskab
Ørsted og en række partnere står til at modtage støtte fra den danske regering til produktion og distribution af brint samt slutbrugerteknologi, mens Advent Technologies, som producerer brændselsceller, er godkendt til at modtage støtte fra den græske IPCEI-pulje.
”At vi har danske virksomheder med i forskellige brintprojekter på tværs af EU, viser på bedste vis, hvordan IPCEI forbinder de leddene i værdikæden til gavn af EU som elhed”, siger Tejs Laustsen Jensen.
Det forventes desuden, at EU-kommissionen til september vil behandle anden halvdel af de indkomne IPCEI-projekter – herunder det andet dansk indstillede projekt, HySynergy 2.0, under ledelse af Everfuel.
Anden runde IPCEI er nødvendigt
Selvom vi nu har taget et definitivt skridt i etableringen af fundamentet af den europæiske brintøkonomi, er der meget arbejde at udrette endnu, understreger Tejs Laustsen Jensen, og afslutter:
”Det kan ikke undervurderes, hvor vigtigt det er, at vi kontinuerligt understøtter den industrielle opbygning af brintøkonomien – herunder ikke mindst muligheden for at producere teknologi i Danmark. Det er derfor ikke nok med en enkel IPCEI-runde. Den globale konkurrence er enorm, og vi skal sikre os, at vi, både som land og kontinent, er med i fronten af udviklingerne. Derfor kommer der herfra en kraftig opfordring til den danske regering om at tage førertrøjen på i forhold til en ny runde IPCEI, så vi sikrer os, at vi understøtter den industrielle udvikling, indtil markedet kan stå på egne ben.”

Spørgsmål eller kommentarer?

Tejs Laustsen Jensen – direktør Brintbranchen
tlj@brintbranchen.dk
tlf. 26 23 94 43