Kommissionen vedtager ny lovgivning for at dekarbonisere EU
Kommissionen har vedtaget et sæt lovgivningsforslag for at dekarbonisere EU’s gasmarked, fremme brint og reducere metanemissioner. I denne forbindelse følger Kommissionen også op på EU’s metanstrategi og dens internationale forpligtelser med forslag til reduktion af metanemissioner i energisektoren i både Europa og den globale forsyningskæde.
For at leve op til en reduktion af drivhusgasemissioner på mindst 55% inden 2030 og målet om klimaneutralitet i 2050, skal EU dekarbonisere den energi, den bruger. Netop disse forslag vil bidrage til at nå dette mål.
Kommissionens forslag skaber forudsætninger for et skift fra fossil naturgas til vedvarende gasser, især biometan og brint. Et af hovedformålene er at etablere et marked for brint, skabe det rette miljø for investeringer og muliggøre udviklingen af dedikeret infrastruktur, herunder handel med tredjelande. Markedsreglerne vil blive implementeret i to faser, før og efter 2030.
En ny markedsstruktur i form af European Network of Network Operators for Hydrogen (ENNOH) vil blive oprettet for at fremme en dedikeret brintinfrastruktur, grænseoverskridende koordinering og en uddybning af specifikke tekniske regler.