Fredag d. 8. december var en stor dag for biogas og metanisering. Her åbnede Biofos og HMN Naturgas deres biogaspark, som ligger i forbindelse med Renseanlæg Avedøre. Klima- energi- og forsyningsminster Lars Christian Lilleholt fra Venstre holdt åbningstalen og understregede, at dette anlæg var fremtiden for den cirkulære økonomi, hvor vi udnytter vores overskudsstrøm til at få mere ud af vores affald. Herudover talte Mich B. Hein, som er direktør for Electrochaea, Henrik Rasmussen som er borgmester i Vallensbæk kommune for de Konservative samt næstformand i Biofos bestyrelsen samt Susanne Juhl som er direktør for HMN Naturgas.

Efterfølgende åbnede ministeren for hanen, så den grønne naturgas kunne flyde ud til danskerne.

Anlægget er det første af sin slags i verden, der binder el, varme og gas sammen i en større sammenhæng. Her bliver vedvarende strøm brugt til at lave brint, der metaniserer CO2’en fra biogassen, så der bliver produceret op mod 50% mere bionaturgas. Bionaturgas flyder herefter ud i naturgasnettet. Overskudsvarmen fra metaniseringen bliver brugt i biogasreaktoren. Metaniseringensanlægget er leveret af Electrochaea, og anlægget er bygget op omkring Archaea, som er en type organismer, der “spiser” CO2 og brint og laver metan.

Her kan du se billeder fra arrangementet: