Fredag den 16. juni var en række aktører fra den danske energibranche samlet på folkemødet på Bornholm, med det formål at diskutere regulering af den grønne sektor, og ikke mindst, hvad der kan gøres for at skabe rammerne. Debatten var arrangeret af Brintbranchen under rammerne af det europæiske projekt Hylaw. Hylaw har til formål af skabe overblik over de administrative forhold så som regler og lovgivning på tværs af 18 EU-lande, og skabe en database for herigennem at give det lettest mulige overblik til potentielle udviklere af ny grøn teknologi.

De deltagende organisationer på folkemødet var, udover Brintbranchen selv, Vindmølleindustrien og Biogasbranchen, og Hanne Storm Edlefsen fra Energinet havde sagt ja til at deltage som moderator. Alle organisationer havde forberedt cases om, hvordan regulering kan stå i vejen for den grønne omstilling. Netop det er kernen i Hylaw-projektet, hvis formål er at klarlægge de administrative udfordringer på tværs af grænserne i de 18 deltagende lande og i EU som helhed. Blandt eksemplerne var bl.a. krav til brinttankstationer og tilslutningen til nettet for vindmøller, og i det hele taget samspillet mellem forskellige grønne energiformer og teknologier under regelsæt, der er udviklet til noget ganske andet.

Resultaterne af Hylaw præsenteres på en konference i København den 25. september. For deltagelse i konferencen kontakt Brintbranchens sekretariat på info@brintbranchen.dk.

Disse aktiviteter er finansieret gennem ”Fuel Cell and Hydrogen Joint Undertaking 2 (FCH JU 2)” under støtte nr. 735977. Dette partnerskab modtager støtte fra den Europæiske Unions Horizon 2020 program som støtter forskning og udvikling i samarbejde med European Research Grouping on Fuel Cells and Hydrogen, Hydrogen Europe Research og Hydrogen Europe.