En ny aftale mellem transportministeriet og Danmarks seks største kommuner skal sætte skub på den grønne omstilling af bl.a. den kollektive bustransport, og det er godt nyt for brintteknologier, mener Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen.
Nye klimasamarbejdsaftaler om kollektiv trafik i de største byer
En ny aftale mellem transportministeriet og landets største kommuner skal bidrage til en hurtigere omstilling af bl.a. den kollektive trafik.
Kommunerne København, Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle og Frederiksberg repræsenterer 1/4 af den samlede kollektive buskørsel, og derfor også for en betragtelig del af de samlede udledninger. Det skal en ny aftale nu ændre på. De seks kommuner bliver fyrtårne i en ny indsats, der skal omstille buskørslen og kommunale biler til nulemissionsteknologier. Alle nye bybusser skal være nulemission fra 2021, hvilket vil give store gevinster til både klima og luftkvaliteten i byerne. I en pressemeddelelse udtaler transportminister, Benny Engelbrecht, om aftalen:
De seks kommuner står i dag for cirka ¼ af den samlede kollektive buskørsel. Derfor er det også helt naturligt, at de skal være drivkraften i omstillingen af den kollektive trafik. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi har indgået en række ambitiøse aftaler, som skal være begyndelsen på et gearskifte af den grønne omstilling i kommunerne. Jeg håber og tror på, at flere af landets kommuner vil følge efter og tiltræde de mål som landets største kommuner forpligtiger sig til.
Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, er enig med transportministeren, og glæder sig også over, at der nu for alvor sættes ind for en omstilling af den kollektive bustrafik:
Bustrafikken er en afgørende del af vores kollektive infrastruktur, og det er et oplagt sted at sætte skub på omstillingen. Grønne teknologier betyder ikke alene, at vi kan mindske de samlede udledninger af CO2, det er også et vigtigt tiltag for at mindske niveauerne af støj- og luftforurening som er problematiske især i byerne.
Tejs Laustsen Jensen glæder sig også over de muligheder, aftalen skaber for udrulningen af brint- og brændselscelleteknologier i den kollektive transport:
Der er ingen tvivl om, at brint har en rolle at spille i omstillingen af den kollektive bustransport. Busserne tankes på samme måde og på samme tid som en traditionel fossil bus. Det er afgørende for at sikre en effektiv drift og fleksibel mobilitet i transporten.
Men det er ikke kun i busteknologierne, branchedirektøren ser store potentialer for brinten:
I Danmark har vi en ualmindeligt stærk værdikæde af underleverandører til transportløsninger. Vi producerer ikke busser i Danmark, men vi kan stort set levere alt andet – herunder ikke mindst brændstof og infrastruktur. På den måde kan aftaler som denne ikke alene sikre fremdrift for den grønne omstilling men i høj grad også for det danske, grønne erhvervsliv.
Du kan læse hele pressemeddelelsen fra transportministeriet her.