Ørsted og Skovgaard Energy, begge medlemmer i Brintbranchen, har underskrevet en hensigtserklæring om at etablere et storskala Power-to-X-anlæg i Idomlund ved Holstebro. Det har de to virksomheder i dag annonceret i en meddelelse. Projektets første fase er etablering af 150 MW elektrolyse baseret på onshore vind og solenergi. Projektpartnerne har ambitioner om at opskalere til i hvert fald 3 GW elektrolysekapacitet, så brinten kan bidrage til at dække det danske behov og kan eksporteres på sigt. Det er en forudsætning for opskaleringen, at både myndighedsgodkendelser, brintinfrastruktur og etablering af mere vedvarende energi i Nordsøen kommer på plads hurtigst muligt, skriver Ørsted og Skovgaard Energy i meddelelsen.
Nyheden vækker begejstring hos Brintbranchen. Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen, siger: ”Det er en betydende nyhed. Det er stærke partnere der står bag, og der er tale om et potentielt meget vigtigt skridt i den videre grønne omstilling.” Han understreger dog samtidig, at både dette og en række andre brint og PtX-projekter har behov for en hurtig afklaring af spørgsmål om bl.a. infrastruktur og tariffer.
Brintinfrastruktur er afgørende
”Det nærmer sig et år siden, at et bredt flertal i Folketinget blev enige om at etablere en dansk brintinfrastruktur. Men vi mangler fortsat klaring på en række afgørende spørgsmål, herunder omkring finansiering. Mens vi venter kan vi se, at flere af vores nabolande rykker meget hurtigt. Det er afgørende, at en ny regering straks efter dens tiltrædelse får afklaret de udestående spørgsmål om infrastruktur, så vi kan komme i gang og forhåbentligt have de første rør på plads om få år. Både Skovgaard Energy og Ørsted såvel som andre projekter, har brug for at kunne arbejde i vished om, at infrastrukturen er på vej. Det samme gælder en grundlæggende tarifreform, der kan skabe et fleksibelt fundament for PtX-projekternes samspil med elsystemet,” siger Tejs Laustsen Jensen.
Brintbranchen er desuden enig med projektpartnerne i, at både myndighedsgodkendelser og etablering af nok VE kun kan gå for langsomt: ”Vi kan ikke sige det ofte nok: Det haster! Vi skal have de rigtige rammevilkår på plads, og mangel på VE må aldrig bremse udviklingen af dansk PtX. Så også her haster det for en ny regering, med at få sat turbo på implementeringen af de allerede indgåede aftaler. Dagens nyhed er endnu et eksempel på det store danske potentiale. Men realiseringen kræver handling både herhjemme og gennem et øget dansk engagement i debatten om industripolitik og rammevilkår, også på europæisk niveau, så vi kan beholde den danske førerposition i det stærke, europæiske felt på brint, hvor vi kan bruge, producere og eksportere grøn brint med stemplet Made in Denmark,” siger Tejs Lausten Jensen.
Spørgsmål eller kommentarer?

Tejs Laustsen Jensen – direktør Brintbranchen
tlj@brintbranchen.dk
tlf. 26 23 94 43