Den 17. maj deltog Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, i P1’s radioprogram ‘Guld og grønne skove’ sammen med blandt andre Everfuels grundlægger og CEO, Jakob Krogsgaard. Udsendelsens omdrejningspunkt var – naturligvis – grøn brint, med fokus på brint som potentiel løsning på den globale opvarmning samt brintindustriens fremtid.
I udsendelsen siger Tejs Laustsen Jensen blandt andet:
“Danmark er begunstiget fra naturens hånd med at have det bedste forudsætninger for at producere virkelig meget vedvarende energi; vi er omgivet af lande, som allerede idag har en stort fossilt brintforbrug, og som vil få en meget markant stigende efterspørgsel efter grøn brint i årerne, der kommer. Derudover skal vi selv bruge en masse til den nationale del af klimamålsætningen og til alle de internationale fly, skibe m.m. (…) Udgangspunktet om at vi kan få brintproduktion op i skala mod 2030, og hvis man skal tro de rapporter, som kom fra klimapartnerskaberne for et 1,5 års tid siden, så når vi ikke 70% målsætningen uden hjælp fra brint og brintbaserede brændstoffer, og når vi skal nå 100% målsætningen, har vi endnu mere brug for brint. Potentialet er der, og vi skal bruge det nu.”
Jakob Krogsgaard taler blandt andet også om det nye elektrolyseanlæg i Fredericia, der skal bidrage til en opskalering af den danske brintproduktion:
“I Fredericia er vi netop nu klar til at sætte spaden i jorden forhåbentligt lige efter sommerferien med et 20 MW elektrolyseanlæg, der faktisk bliver Nordeuropas største, hvor vi kan producere brint til bl.a. transportsektoren, hvortil vi skal installere mange flere stationer til både busser, lastbiler, taxaer, varebiler …”
Du kan lytte til hele udsendelsen her.