Klimarådet undervurderer potentialerne i brint og Power-to-X
Klimarådet har netop offentliggjort sin statusrapport for 2021, der vurderer den danske klimapolitiske indsats. Den overordnede vurdering fra Klimarådet er, at den samlede danske indsats på nuværende tidspunkt ikke kan sikre en opfyldelse af 70%-målsætningen i 2030, og at nye initiativer derfor er nødvendige. Der peges bl.a. på nødvendigheden af udbygning af de danske VE-ressourcer, og Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, deler Klimarådets syn på nødvendigheden af større VE-kapacitet, men han mener, at Klimarådets skepsis overfor brint og Power-to-X (PtX) er ubegrundet og uhensigtsmæssig:
”Klimarådet har ret i deres konklusion om, at der fortsat er rigtigt meget at gøre for at nå 70%-målsætningen i 2030 og den fossile uafhængighed i 2050. I Brintbranchen er vi helt enige med Klimarådet i, at den danske VE-produktion skal opskaleres betragteligt. Vi deler dog ikke klimarådets generelle pessimisme og slet ikke den skepsis, som rådet udtrykker overfor reduktionspotentialerne, som storskala brint og PtX repræsenterer. Klimarådet vedbliver mod bedre vidende med at anse brint og PtX som uprøvede teknologier forbundet med høj risiko, og rapporten undervurderer den rolle, som brint og PtX vil komme til at spille allerede inden 2030,” udtaler Tejs Laustsen Jensen, og uddyber:
”Selvom brint- og PtX-dagsordenen har rykket sig betragteligt de senere år, så er der stadig i Danmark en tendens til at betragte disse teknologier som nye og usikre. Brintproduktion ved elektrolyse er ikke et nyt fænomen, og PtX er ikke sci-fi – langt fra: Det er eksisterende og brugbare teknologier, der vinder større og større indpas, ikke mindst i resten af Europa, hvor brint betragtes som nøglen til fremtidens grønne energisystem.”
Ifølge Tejs Laustsen Jensen kan brint og PtX ikke alene bidrage positivt til reduktionsregnskabet ved anvendelsen, de grønne teknologier kan også muliggøre en hidtil uset udbygning af netop den produktion af vedvarende energi som Klimarådet efterlyser:
”Ikke alene kan storskala brint og PtX bidrage til decarboniseringen af transportsektoren, industrien, landbruget og skibs- og luftfarten, det vil også muliggøre en udbygning af den danske VE-produktion i et hidtil uset omfang. Brintproduktion muliggør langt mere VE-produktion, end der ellers ville være plads til i elnettet, og Brintbranchens analyser viser, at med integreret brint og PtX vil det være muligt at udbygge dansk havvind med mindst 66GW. Set i lyset af den nuværende EU offshore-kapacitet på 12 GW, og det yderst ambitiøse mål om 60 GW i 2030, er det altså svimlende mænger VE, vi kan producere i Danmark og levere til Europa,” siger Tejs Laustsen Jensen, og efterlyser et bredere perspektiv i vurderingen af indsatsen:
”Resten af verden med EU i spidsen har fået øjnene op for mulighederne i brint og PtX. Derfor udarbejder flere og flere lande dedikerede brintstrategier, og de lægger sig i selen for at sikre sig en plads i det grønne førerfelt – et felt, som vi i Danmark burde lede. Brint og PtX er det næste skridt i den grønne omstilling – hvor der vil blive skabt tusindvis af arbejdspladser, stor eksport og massiv økonomisk vækst. Den danske brint- og PtX-værdikæde er klar til at påtage sig en endnu større rolle både i omstillingen og i den grønne genopretning af dansk økonomi post-corona. Men det kræver en strategisk, politisk indsats, der følges op af investeringer. Og så har Klimarådet ret i, at PtX også vil bidrage til at reducere udslip, der ikke tæller med i 70% målsætningen, f.eks. fra fly, industri og anden international transport. Jeg har fuld forståelse for, at det er den opgave rådet er sat til vurdere, men i sidste ende er klimaet jo altså ret ligeglad med hvilket regneark vi tager udledningerne med i”, slutter Tejs Laustsen Jensen.
For spørgsmål eller kommentarer, kontakt Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen på tlf. 26 23 94 43