Flere af Brintbranchens medlemmer er med i et nyt konsortium, der vil producere brint og andre grønne brændstoffer til den tunge transport.
Pressemeddelelse: Vigtigt rygstød for omstillingen af den tunge transport i Danmark
Den tunge transport er et af den grønne omstillings helt store smertensbørn, men med dagens udmelding fra en række af dansk erhvervs helt tunge spillere, tages et stort skridt i den grønne retning for transporten. Med Ørsted i spidsen har et nyt konsortium indgivet en ansøgning til Innovationsfonden om storskala brintproduktion til brug i transportsektoren.
I en kommentar til nyheden siger Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen:
”Der er ingen tvivl om, at det er afgørende for 70%-målsætningen, at vi får taget livtag med transportsektorens udledninger – herunder ikke mindst den tunge transport. Transport og mobilitet for både varer og passagerer er en livsnerve i vores infrastruktur, men samtidig er de også blandt de største klimasyndere. Derfor er det virkelig glædeligt, at bl.a. en række af Brintbranchens medlemmer med Ørsted i front, nu stiller sig i spidsen for at producere grøn brint og andre brændstoffer, så netop den tunge transport kan omstilles til nulemissionsteknologier.”
“Dagens initiativ er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og et betydeligt signal om, at brint og PtX er afgørende elementer i den grønne omstilling. Denne udmelding lægger sig tæt op ad den generelle udvikling både i Danmark og internationalt, hvor brint- og PtX-løsninger udvikles og implementeres i stor stil, og kommer til at udgøre et nøgleredskab i at komme transportsektorens skadelige emissioner til livs.”
Udviklingen på brint- og PtX-området er ikke kun positivt i forhold til den grønne omstilling men i høj grad også for dansk erhverv og eksport, forklarer brintdirektøren:
”I Danmark har vi alle tænkelige forudsætninger for at blive førende på brint og PtX. Vi er verdensmestre i at producere vedvarende energi, og vi har allerede i dag en stærk og velfungerende PtX-værdikæde, som producerer, og eksporterer løsninger til hele verden. Brint og PtX er nye markeder, der vokser hastigt globalt, og som danske virksomheder kan dominere – og ad den vej skabe nye arbejdspladser og økonomisk vækst. Men det kræver, at vi handler nu, for resten af verden har også fået øjnene op for ikke bare reduktionspotentialerne ved brint og PtX men også netop vækstmulighederne”, siger Tejs Laustsen Jensen, og afslutter med en opfordring til Christiansborg:
”Det grønne kapløb er virkelig gået i gang globalt, og Danmark skal have en plads i førerfeltet. Initiativer som det, der er blevet fremlagt i dag, viser, at danske virksomheder kan, og vil bidrage til, at vi forbliver en grøn stormagt. Men det skal følges op af politiske initiativer, så vi i højere grad kan implementere danskproducerede grønne løsninger herhjemme. Det håber jeg, at politikerne vil tage med til bordet, når transportforhandlingerne finder sted i efteråret.”
Ved spørgsmål kan Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, kontaktes på tlf.: (+45) 26 23 94 43 eller tlj@brintbranchen.dk
Læs mere i pressemeddelelsen fra Ørsted her.