Tre projekter får støtte fra Puljen til fremme af brændselscellekøretøjer på i alt 10 millioner kroner

 

I efteråret 2017 nedsatte regeringen i samarbejde med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre en pulje til fremme af brændselscellekøretøjer. Formålet er, at: ”[…]udbrede kendskab og forbedre vilkårene og brugen af brændselscellekøretøjer i trafikal sammenhæng.” Puljen er på i alt 10 millioner kroner, og i begyndelsen af juli i år blev det offentliggjort, hvilke projekter der har fået støtte.

Midlerne er blevet fordelt på tre ansøgere, og tæller både private og offentlige initiativer, hvilket ligger godt i tråd med puljens bredde, og ønsket om at skabe grobund for samarbejder mellem private og offentlige organisationer. Puljen tjener i udgangspunktet som en håndsrækning til de enkelte projekter, men forhåbningen er, at disse initiativer generelt kan bidrage til den grønne omstilling på transportområdet, i form af nye køretøjer og ikke mindst en udbygning af tankstationsnetværket.

Kasper Grøndahl Rosenstand, afdelingsleder ved Vejdirektoratet, forklarer puljens formål således: ”Pengene i puljen skal bruges til projekter, der skal forbedre vilkårene for brintbiler eller andre brændselscellekøretøjer. Det kan for eksempel være støtte til opførsel af ladestationer for brændselscellebiler eller indkøb af taxaer, der kører på brint – men der kan også tænkes mange andre støtteformål.”

Det har været et krav for at få del i midlerne, at projekterne selv har kunnet finansiere 50% af de samlede budgetter – det offentlige tilskud har således kun beløbet sig til halvdelen af investeringerne. Dette må bestemt formodes at blive en god forretning og investering i grøn transport, da projekterne alle kan tjene som inspiration og udbygningsgrundlag i flere forskellige dele af transportområdet.

De tre projekter, der blev tildelt midler fra puljen, er:

Herning Kommune
Bevillingen til Herning Kommune er på 1,25 millioner kroner til indkøb af fem brintbiler.

Bedre Begravelse ApS
Her er der bevilliget 350.000 kroner til ombygningen af et brintkøretøj til en rustvogn

Everfuel Denmark A/S
Dette er et datterselskab af Nel Hydrogen A/S, og Everfuel Denmark A/S er blevet tildelt 8,1 millioner kroner, og er således puljens største bidragsmodtager. Der etableres to nye brinttankstationer, og indkøbt 19 brintkøretøjer.

Disse to nye tankstationer bliver placeret i Herning og Sønderborg, og vil øge det samlede antal stationer i Danmark fra 10 til 12. Som det første land i verden har Danmark, hvad man betegner som et landsdækkende netværk af brinttankstationer, og denne udbygning af netværket vil bidrage til en større fleksibilitet for brintbilisterne. Stationerne vil ligeledes gøre brugen af brint til kollektiv transport lettere, ligesom det større udbud af tankningsmuligheder kan få en positiv indflydelse på brugen af brint til taxakørsel. Nogle af de biler, der vil blive indkøbt, skal være taxaer, mens andre vil indgå i kommunernes bilflåder.

”Udover infrastruktur er der også tildelt støtte til indkøb af brintdrevne taxaer, kommunale tjenestekøretøjer samt en bedemandsforretning, som vil ombygge et brintkøretøj til en brint-rustvogn. Det viser tydeligt, at der er plads til og stor interesse for at bruge endnu flere brintkøretøjer indenfor forskellige brancher herhjemme”, siger Kasper Grøndahl Rosenstand, der er meget positiv overfor de effekter, som puljens initiativer kan afføde for resten af den danske transportsektor.