Brintbranchen var med på Folkemødet 2017 med en række debatter for at sætte fokus på brint- og brændselscelleteknologier. Solen bragede løs, da debatten om energilagring fandt sted hos Energinet.dk, som meget venligt havde lånt Brintbranchen deres telt. Solen kunne ses som symbol for hvor langt, vi er kommet, når det gælder om at udnytte den vedvarende energi. En dag som lørdag på Folkemødet med masser af sol og vind er godt for vores grønne omstilling, men når vinden lægger sig, og solen går ned, så produceres der ikke længere grøn strøm – trods at vores behov og forbug består.
Derfor havde Brintbranchen inviteret Biogasbranchen, Gas Storage Denmark, European Energy samt Nel Hydrogen Solutions til en debat om fremtidens energisystem. Debatten startede ud med, at Hans-Åge Nielsen, Head of Department i Gas Storage Denmark, fortalte om Danmarks langvarige erfaring med netop energilagring. Faktisk har Danmark lagret 11 tWh i Lille Torup og Stenlille, hvilket svarer til 33% af det danske elforbrug på et år. Hans-Åge understregede behovet for, at Danmark forsat udvikler vores sektorintegration mellem vedvarende energi samt gas og transport, hvis vi skal nå et lav-emissionssamfund i 2050, hvor vi bruger grøn el, selv når vinden ikke blæser mere.
Herefter gik debatten lystigt, og paneldeltagerene var enige om, at de biogas, brint, varmelagre og naturgas har hver sin plads i systemet. Uffe Borup fra Nel understregede, at brint har mange fordele: brinten kan metanisere biogassen, overskudsvarme fra elektrolyse kan bruges, og brinten der produceres, kan sendes ud naturgasnettet. CEO Knud Erik Andersen fra European Energy understregede også, at vi i fremtiden skal bruge langt mere grøn strøm end behovet lyder på i stikkontakterne, da strømmen også skal konverteres til brug i varmesektoren.
Teltet hos Energinet.dk var fuldt, og publikum engagerede sig med kritiske spørgsmål om effektiviteten af elektrolyse, berettigelsen af biogas i lyset af nye former for landbrug, og ikke mindst om hvorfor vi ikke er nået længere i dag med den grønne omstilling. Bruno Sander Nielsen fra Biogasbranchen tog til genmæle overfor påstanden om, at vi i fremtiden ikke har brug for biogas, da vi f.eks. kan producere store mængder fra græs.
Derudover blev der indgået en række kaffeaftaler paneldeltagerne imellem, som alle kune være enige om, at den måde, vores afgifter og særligt tariffer er indrettet på, hæmmer den grønne omstilling. Derfor kan fremtiden indebære flere samarbejder bagom nettet, hvis ikke politikkerne tør imødekomme energiformer med mere fleksible rammer.
Debatten sluttede af med, at paneldeltagerne gav deres bud på fremtiden. Om 3-5 år regner de med, at vi oplever samme boom, som solcellerne oplever i øjeblikket med høje vækstrater og stor udbredelse. I takt med, at den grønne omstillings udbygges, bliver der netop behov for lagring og stabilisering og sektorintegration. Og her var der bred enighed om, at der er flere teknologier, der skal i spil.