Fællessalen var fyldt, da Brintbranchen inviterede til årsdag, som i år blev markeret med en storstilet energikonference på Christiansborg.

Med titlen “Vækst via den grønne omstilling – bæredygtighed og eksporteventyr” lagde Brintbranchen op til en årsdag i de grønne potentialers tegn. Integration, sektorkobling, transport og regulering var blandt emnerne, der blev behandlet fra talerstolen.

Det nordjyske folketingsmedlem, Ane Halsboe-Larsen (S), var vært for arrangementet, og bød alle velkomne. Her lagde hun stor vægt dels på vores fælles ansvar for klimaet for de generationer, der kommer efter os, men også på koblingen mellem den grønne energi og den grønne industri. Energi-, Forsynings- og Klimaminister, Lars Chr. Lilleholt (V), forestod den officielle åbning af konferencen. I sin tale fokuserede han på mulighederne og udfordringerne ved den grønne omstilling og ikke mindst behovet for øget integration i energisystemet. Han fremhævede ligeledes det gode, og lange samarbejde med Brintbranchen, og understregede nødvendigheden af samarbejde mellem diverse brancher og sektorer.

De næste to oplægsholdere var Thomas Egebo, adm. direktør for Energinet, Ulrik Stridbæk, Vice President og Head of Regulatory Affairs hos Ørsted. Fokus i deres oplæg var på, hvordan vi håndterer de stigende mængder vedvarende energi i fremtiden. Begge vægtede produktionen af den grønne energi, men også særligt konvertering og muligheden for i højere grad at kunne bruge den vedvarende energi i andre sektorer. Thomas Egebo understregede potentialerne i PtX-processerne, som også fremgår af Energinets rapport “PtX i Danmark før 2030”. Ørsted har givet bud på et nyt storstilet havvindmølleprojekt i Holland, hvor brintproduktion indgår, netop med det formål at konvertere energien og overføre den til andre formål.

Ida Auken (MF, RV) fremlagde i sit oplæg sine visioner for bl.a. et stærkere nordisk samarbejde, forskning i grønne energiløsninger – især på transportområdet. Hun ser brint som en oplagt teknologisk løsning især i forhold til den tunge transport. Afslutningsvis i oplægget tog Ida Auken mod spørgsmål fra salen, der bl.a. drejede sig om netop transport.

Transport var generelt i hovesæde i konferencens anden del. Stefan Schrank, Product Manager Coradia Lint & Project Manager Coradia iLint Pre-Series fra Alstom, holdt et oplæg om Alstoms store satsning i forhold til brinttog. Indtil videre er der to brinttog i Nordtyskland, og de har været en stor succes – de har allerede kørt over 100.000 km siden deres lancering i 2018. Den store succes har betydet, at Alstom forventer at der bliver sat 14 nye brinttog på skinnerne mellem 2019-2022.

Dagens sidste tre oplæg handlede også om transport – både til vands og til lands. Kristina Juelsgaard fra Ballard Power System Europe præsenterede Ballards store arbejde og mange resultater inden for udviklingen af brint- og brændselscelleteknologier i den maritime sektor. Ballard har deres europæiske hovedsæde i Hobro, og det blev for nyligt offentliggjort, at de udbygger med nye produktionsfaciliteter i netop Hobro. Det bliver et såkaldt “Marine Center of Excellence”, hvor virksomheden skal designe og producere maritime brændselscelleløsninger.

“Det skal være grønt, og det skal være en god forretning – og det kommer til at ske”, det var budskabet da Senior Vice President i Nel Hydrogen, Jacob Krogsgaard, indtog scenen, og præsenterede Nel Hydrogens fremtidsplaner. Det går godt i branchen, og ifølge Jacob Krogsgaard kommer vi snart til at se en konkurrencedygtig industri, fordi kurven er ved at knække i forhold til stordriften. Nel Hydrogen har fokus på det storstilede brintbusprojekt, H2Bus, som vil føre 200 brintbusser til Danmark, men er også involverede i nye projekter om brinttog i Tyskland og samarbejde med Nikola i forhold til den tunge vejtransport.

Dagens sidste oplægsholder var Mads Friis Jensen, CCO hos Blue World Technologies, i Aalborg. Blue World Technologies laver methanol-brændselscelleløsninger til brug i transportsektoren, og inden længe øges kapaciteten betragteligt. Allerede i slutningen af i år åbner deres nye fabrik på havnen i Aalborg. De nye omgivelser – og ikke mindst den nye skala – vil give både produktion og eksport et boost.

Brintbranchen takker for det store fremmøde og den store opbakning, vi har mødt i forbindelsen til konferencen!