Det økologiske mejeri, Thise, har valgt at investere i en brintlastbil, der skal være i drift i 2021. Det kan være første skridt på vejen til at omstille deres vognpark til brint.
Thise Mejeri satser på brint
Flere og flere virksomheder tager et aktivt ansvar i den grønne omstilling, og finder de steder på deres områder, hvor klimabelastningen kan formindskes. Det gælder også Thise Mejeri i Roslev, der nu tager endnu et stort skridt på vejen mod bærdygtighed. Det økologiske mejeri har allerede satset på grøn strøm og varme, og nu gælder det grøn brint. Den største post på Thises CO2-regnskab er nemlig udledningen fra deres ni lastbiler. Derfor har de valgt at investere i en brintlastbil, som skal sættes i drift allerede næste år. Brinten til lastbilen tanker de hos GreenLab, som ligger 14 km. fra mejeriet.
Om brintsatsningen udtaler adm. direktør, Poul Pedersen:
“Det er ikke bare tågesnak. Det er det her, som vi skal i gang med. I 2021 skal vi meget gerne have den første ude at køre. Vi er kendt for at tage nogle skridt til at starte med, som ikke ved første øjekast er en god forretning, men det bliver det. Jeg er overbevist om, at de fossile brændstoffer er noget, som udgår hurtigere, end man regner med.
Det, der afholder mange bilfirmaer fra at investere i brint, er, at der først skal udvikles nogle påfyldningsmuligheder, og det er enorme beløb. Vi får mulighed for at bruge Thise Mejeri og Greenlabs synergier. Jeg har ikke nogen forstand på at producere brint, men jeg har forstand på at køre en bil hen til Greenlab for at fylde den op med brint.”
Læs mere her.