Tysklands grønne investeringer giver Danmark grønne gevinster
Interessen for danske energiløsninger er enorm – især i Tyskland, der vil investere milliarder i den grønne energiomstilling. Det kan føre til stor eksport og vækst blandt grønne, danske virksomheder ikke mindst på brint- og PtX-området, vurderer Brintbranchens medlem, Rambøll.
Grøn brint fylder rigtig meget i den tyske klimadebat. Under den tyske valgkamp pegede CDU’s kanslerkandidat, Armin Laschet, på brint og PtX som løsning på den energimangel, som ventes at opstå i Tyskland. Men valgresultatet til Bundestag er ikke afgørende, fordi alle tyske partier i princippet er grønne, siger Jens-Peter Saul, Rambølls tyske topchef. Tyskland har nemlig allerede planlagt store investeringer i både klimaomstilling, infrastrukturmodernisering og energieffektivisering.
Med store investeringer menes der, at Tyskland allerede har lavet bevillinger på 50-60 milliarder euro til grøn energiomstilling, hvilket betyder høj vækst i danske aktiviteter hos blandt andet Rambøll. Det glæder Saul, hvis største udfordring pt. er at skaffe tilstrækkeligt mange nye, kvalificerede medarbejdere til at løfte den store opgave, som den tyske omstilling betyder for Rambøll.
Jakob Andersen, chef for generalkonsulatet i Hamborg, siger at brint er det nye sort i Tyskland. Han ser ikke ikke de store eksportmuligheder for danskproduceret brint, men tror snarere på et dansk-tysk samarbejde. Omvendt forventer Saul, at Danmark kan komme til at levere op til 25 procent af det tyske brintbehov med leverancer fra Danmarks kommende energiøer.
Læs mere om Tysklands interesse for danske energiløsninger her.