Denne uge har regeringen præsenteret to nye udspil, med hhv. formålet om at firdoble mængden af elproduktion fra sol og vind på land, og at femdoble mængden af strøm fra havvind produceret i Danmark.
Det er rigtig gode tiltag, mener Brintbranchen, som især støtter de tiltag, der forslås ift. at rydde de administrative snubletråde ad vejen, som pt. blokerer for udbygningen af den grønne energi.
Det er dog afgørende at tiltagene ikke kun fokuserer på at fremme vind og sol – det er afgørende at vi indtænker udbygningen af Power-to-X (PtX) ind fra starten. Vi risikerer, at udbygningen af PtX bliver ramt af nøjagtig de samme administrative udfordringer, som etablering af vind- og solenergi står overfor. Derfor skal PtX indtænkes i tiltagene fra starten, så vi undgår at skulle igennem den administrative mølle endnu engang, når man går fra udbygningen af VE til anvendelsen af den i en PtX-kontekst.
Mere specifikt vil Brintbranchen sætte fokus på følgende:
- Styrkelse af klagesagsbehandlingen skal ikke kun angå VE projekter. Der skal også være kompetencer til at styrke klagebehandlingen ift. PtX projekter.
- Rejseholdet, som skal hjælpe kommunerne med at planlægge VE-projekter, skal også inkludere PtX-kompetencer. Desuden vil det være en god idé, at rejseholdet sammentænkes med den PtX Task Force, der bliver nedsat i regi af Energistyrelsen primo august.
- Statslig involvering i udpegning og udvikling af områder til kommunale ”energiparker” eller “energizoner” må ikke blokkere for muligheden for anden udbygning af VE udenfor de udpegede områder.
Spørgsmål eller kommentarer?

Mette Kirstine Schmidt – Politisk og international chef
mks@brintbranchen.dk
tlf. 31 70 74 24